Om kampagnen.

 

Fagbladet 3F og Fagligt Fælles Forbund tog et initiativ til en landsdækkende underskriftindsamling mod kvindehandel. 3F tager sig først og fremmest af medlemmernes løn- og arbejdsvilkår, men ligesom vi opfordrer til, at danske virksomheder påtager sig et socialt ansvar i det lokalsamfund, hvor de har deres virke, så påtager vi os også et socialt ansvar i Danmark generelt.

 

Fagbladets reportager om 16-årige Carmen, der kunne købes for bare 15.000 kroner, har åbnet vores øje for, at kvindehandel også er et problem i Danmark. Det vil vi ikke acceptere. Der skal sættes en stopper for handel med kvinder, og der skal gøres noget effektivt for at lukke den lukrative og stærkt kriminelle forretning, der overhovedet muliggør handel med kvinder i Danmark.

 

Kampagnen løb til 8 marts 2007, hvorefter vi overrakte 107.061 indsamlede underskrifter til socialministeren.

 

Privacy

Vi offentliggør ingen personlige oplysninger, ligesom vi ikke gemmer hverken emailadresser eller underskriftslister, når kampagnen er slut og socialministeren har modtaget protesterne.

 

Når vi bad om såvel adresse som email i den elektroniske del af underskriftsindsamlingen, så er det for at være sikker på, at der er en "rigtigt" menneske bag hver enkelt protest. Alle emailunderskrifter bekræftes ved at sende en valideringsmail til emailadressen.

 

Revision

De indsamlede støttebeløb går ubeskåret til krisecenteret Reden i København og til krisecenteret Reaching Out i Rumænien, hvor den 16-årige Carmen nu er i sikkerhed. Revisionsfirmaet Revisionsinstituttet overvåger indsamlingen. Pengene indsættes på en lukket konto i Arbejdernes Landsbank - en konto, der er oprettet til lejligheden.

 

Palle Smed,
Chefredaktør
Fagbladet 3F